I mellemtiden har det været regnvejr da vi holdt julefrokost. Det er noget af en sensation på disse kanter. Se f.eks. hvordan legepladsen her er forvandlet til en hel flod med kraftige strømhvirvler:
I februar fik vi også en regnvejrsdag. Da kom mange for sent på arbejde - hvis de da i det hele taget nåede frem. Motorvejen var blokeret af en wadi, der var gået helt over bredderne og biler var stablet ovenpå hinanden af vandmasserne. En af mine kolleger mistede sin bil, der simpelthen sejlede væk. Hun blev kørt hjem af politiet.
Dagen efter havde Radio Sultanat Oman en meget lang udsendelse, hvor folk kunne ringe ind at give tips om hvor man bedst kunne tage hen at nyde "this lovely, lovely weather".
Man har ikke kloakering til at opsamle regnvandet her på samme måde som vi kender det hjemme. Til gengæld regner det jo også kun et par dage om året, så behovet er ikke så stort.
Og så har jeg været et smut i København: Astrid blev læge og skulle "deporteres" til Sønderjylland.
Lægeløftet blev afgivet i den gamle festsal på Københavns Universitet:
Så her er der en nybagt læge - med samlever:
Steens forældre havde arrangeret en hyggelig aften på et af byens bedre spisesteder: Stegt flæsk med persillesovs ad libitum. Ikke dårligt, når man bor i et muslimsk land til daglig.
Dagen efter holdt Astrid og Steen en rigtig dejlig fest, og Steen holdt en festlig, smuk og meget romantisk tale for Astrid. Folk var kommet fra syd og nord
og "vanen tro" havde Steens familie arrangeret en bunke selskabslege. De er gode til den slags. Det var en skøn aften.
Ellers går livet sin rolige gang, og nede i gården har en kattemor taget bopæl med sine 2 killinger:
Det er en rigtig "hystade", der hvæser, når man kommer i nærheden; men killingerne er bedårende.
På landevejene er der knapt så roligt. Faktisk er mange rigtig utålmodige og trafikulykker sker konstant. For nyligt var der en bus, der puffede min lejede Toyota helt over mod kantstenen. Det gav lidt buler og jeg måtte en tur på politistationen at afgive forklaring af hensyn til forsikringen. Politiet hernede er heldigvis meget hjælpsomme. Der er absolut ikke tale om nogen "politistat".
Men klog af skade har jeg nu selv købt bil.
Det er en Landrover Discovery årgang 1996.
Den tror jeg, det bliver knapt så nemt at flytte rundt med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar