torsdag, oktober 02, 2008

Endelig lidt nyt her på siden

Ja, det er godt nok længe siden, jeg har fået skrevet her.

Og der har endda ellers være nok at skrive om:

Først de mange besøgende hernede sidste vinter.
Sikken en fornøjelse!

Og så var der Astrid og Steens skønne bryllup.
Hvor var det godt arrangeret og hvor var de smukke sammen.
Pragtfulde sange og taler - og brudevals til tiden.
Billedet angiver i hvert fald kl. 23:45!

Oveni det kom så den glædelige nyhed om kommende familieforøgelse i slutningen af november. Hvor jeg dog glæder mig.

Jeg sparede lidt på sommerferien for bedre at kunne tage nogle "smutture" (hvis man kan sige det med sammenlagt et døgns transport) hjem til vinter og efterfølgende.

Men sommerferie havde jeg da: I København boede jeg hos Musse (en tidligere kollega fra SAS data) og derefter var jeg i Astrid og Steens nyindkøbte sommerhus.
Det er rigtig dejligt. Det skal de nok få glæde af mange år frem i tiden.
Og så er det jo heller ikke dårligt med annekset, som jeg boede i. Der håber jeg at tilbringe mere tid en anden gang også. Og så var jeg selvfølgelig i Rødekro.
Astrid er selvfølgelig glad for nu at være hjemme på Frederiksberg igen; men jeg tror nu trods alt også, de har haft en del fornøjelse af sådan at stifte bekendtskab med det sønderjydske.

Og nu er det så oktober og i princippet ved at være efterår.
Dagtemperaturerne ligger omkring 36-37 grader og om natten sniger de sig ned på 30-32 grader. Så nu kan man så småt holde ud at være lidt udendørs igen. Jeg er da også så småt begyndt at gøre min tagterrasse parat til vinteren. Det er lykkedes mig at holde liv i de fleste af mine planter i sommer. Og det jo egentlig undre når man står der og vander dem med vand så varmt at man næsten skolder sig! Det er store mængder, det har krævet - og et bad bagefter, for om sommeren er selv et enkelt minut udendørs næsten et minut for meget.

Men planterne klarede det. Det gjorde mine havestole derimod ikke, så i morgen vil jeg prøve at finde nogle nye. Noget skal man jo have at sidde på. Og jeg håber jo meget at få mange gæster igen den kommende vinter.

Til Karen: Jeg har fået elektrisk lys på terrassen.


Og til Kjartan: Denne gang må du indrømme, at jeg har en god bil, for den gamle er skrottet og jeg har nu nyeste model Landrover LR3 - med masser af ekstra-tilbehør!

Det var alt for nu. Jeg supplerer med lidt billeder senere.

fredag, august 17, 2007

2 mdr. efter Gonu

Jeg var ude at fotografere forrige week-end for at vise fremskridtene med genopbygningen efter Gonu.

Der er dels billeder fra mit nabolag, dels nogle fra stranden, der jo var helt utilgængelig grundet flere meter (BOGSTAVELIGT!) vand, og endelig nogle fra nogle af de steder, jeg fotograferede dagen efter Gonu.

I finder billederne i mit nye web-katalog:

(Hvis der ikke kommer en ny side frem ved at klikke på linket ovenfor, så prøv at åbne et nyt vindue og kopier URL: http://picasaweb.google.com/eeg.hanne)

Men i dag har jeg været en tur på stranden på den tidligere så vidunderlige vej ud mod Seeb.
Det var et af de værst ramte områder. Jeg gik og samlede muslingeskaller i strandkanten mens der var ebbe. Fortovskantsten, der også på disse kanter har den størrelse som fortovskantsten nu engang skal have, var revet med helt ud i vandet til trods for at der jo mens ebbe er på sit laveste er en meget bred strandbred.
Kystvejen har været totalt spærret men er nu nødtørftigt genopbygget det meste af vejen. Desværre var mine ellers ny-opladede batterier i kameraet totalt "døde", så der blev ingen billeder ud af det. Men de må vel også have en begrænset levetid. Det er for øvrigt Duracell. Mine Kodak batterier er købt samme dag men fungerer perfekt. Hvis nogen skulle være interesseret.

Ellers forstår man så udmærket udtrykket "et tropisk paradis" når man sådan vandrer rundt i vandkanten med en let brise, en hat med god skygge på hovedet og temperaturen er faldet til normalt nu kun omkring 32-36 grader.

Her ovenfor er et forsøg på at lave et billede af nogle af dagens fund. Læg mærke til at der også er en koral"gren" med. Der er endnu ikke fuld klarhed over omfanget; men det forlyder at en del koralrev også er blevet ødelagt.

I øvrigt var perlefiskeri en vigtig indkomstkilde for Oman indtil omkring 1920 hvor teknikken til at frembringe kulturperler blev opfundet.

mandag, august 13, 2007

Omani bryllup




Jeg var inviteret til bryllup af Intisar - en af vore receptionsdamer.
Det var hendes søster, der skulle giftes.

Det foregår om aftenen, og vi var en hel flok damer samlet. Omanierne sad på gulvet, mens der var stole til os europæere efter omani tradition.

Der var høj, arabisk musik, og mange af damerne smed deres sorte gevandter hvorunder der skjulte sig dyre rober fra parisiske modehuse, traditionelle omani festdragter - eller bare et par cowboybukser med bluse. Ind imellem blev vi budt på et glas vand.

Til mavedans hører et klæde om hofterne, så her fik vi - endnu - et indblik i tørklædernes mange anvendelsesmuligheder, for når kvinder er forsamlet til fest danses der altså mavedans.

Pludselig blev der stille; men kun for en kort bemærkning, for ind kom en flok syngende kvinder og en af dem slog på tromme. De havde gaver med - flot indpakkede - som de så dansede rundt i ring og fremviste for alle.

Omkring kl. 22 begyndte Intisar rigtigt at vimse omkring. Den røde løber op gennem salen blev arrangeret om og om igen, og hun var jævnligt henne at kigge ud ad døren. Og så - endelig - kom der røgelse ind ad døren og kort efter fulgte så bruden, der blev ført op at sidde på "tronstolen".


Herefter blev der rigtigt gang i dansen indtil Mansoor (Intisars mand) forsigtigt kiggede ind.
Pludselig var alle kvinderne sortklædte med tørklæde og det hele.

Så kom brudgommen med følge. Det var vist mest mændene i brudens familie, der førte ham ind; men jeg er ikke helt sikker på det. Der var også en lille dreng med i følget. Det er en omani tradition; men jeg opfangede ikke helt symbolikken. Brud og brudgom udvekslede så ringe, hvorefter han tog plads ved siden af hende.

Herefter fulgte maden: En aluminiumsbakke med en mini-pizza og et par ting i samme stil samt en speciel omani ret, der består af kylling og ris, de er kogt sammen i meget lang tid, så det bliver som en grød. Det smager faktisk rigtig godt. Hertil grillspid og sovs.

Så var det tæt ved midnat, så jeg hilste pænt farvel og smuttede hjem.

lørdag, juni 23, 2007

Gonu


Supercyclonen Gonu raserede landet i over et døgn den 5. juni.
Ganske vist havde den tabt pusten og var "kun" en kategori-1 cyclon da den ramte landet; men ødelæggelserne var uhyggelige og er foreløbigt opgjort til ca. 2 mia. Rialer, altså knapt 30 milliarder kr.







En af mine kolleger har taget en stribe billeder, som tydeligt viser ødelæggelsernes omfang. Han har lagt nogle op på sin hjemmeside

fredag, maj 25, 2007

Internet opkobling - langt om længe

Det har taget rigtig lang tid at få en ADSL linje i lejligheden; men nu er den der.

I mellemtiden har det været regnvejr da vi holdt julefrokost. Det er noget af en sensation på disse kanter. Se f.eks. hvordan legepladsen her er forvandlet til en hel flod med kraftige strømhvirvler:


I februar fik vi også en regnvejrsdag. Da kom mange for sent på arbejde - hvis de da i det hele taget nåede frem. Motorvejen var blokeret af en wadi, der var gået helt over bredderne og biler var stablet ovenpå hinanden af vandmasserne. En af mine kolleger mistede sin bil, der simpelthen sejlede væk. Hun blev kørt hjem af politiet.
Dagen efter havde Radio Sultanat Oman en meget lang udsendelse, hvor folk kunne ringe ind at give tips om hvor man bedst kunne tage hen at nyde "this lovely, lovely weather".

Man har ikke kloakering til at opsamle regnvandet her på samme måde som vi kender det hjemme. Til gengæld regner det jo også kun et par dage om året, så behovet er ikke så stort.

Og så har jeg været et smut i København: Astrid blev læge og skulle "deporteres" til Sønderjylland.

Lægeløftet blev afgivet i den gamle festsal på Københavns Universitet:


Så her er der en nybagt læge - med samlever:


Steens forældre havde arrangeret en hyggelig aften på et af byens bedre spisesteder: Stegt flæsk med persillesovs ad libitum. Ikke dårligt, når man bor i et muslimsk land til daglig.

Dagen efter holdt Astrid og Steen en rigtig dejlig fest, og Steen holdt en festlig, smuk og meget romantisk tale for Astrid. Folk var kommet fra syd og nord


og "vanen tro" havde Steens familie arrangeret en bunke selskabslege. De er gode til den slags. Det var en skøn aften.


Ellers går livet sin rolige gang, og nede i gården har en kattemor taget bopæl med sine 2 killinger:


Det er en rigtig "hystade", der hvæser, når man kommer i nærheden; men killingerne er bedårende.

På landevejene er der knapt så roligt. Faktisk er mange rigtig utålmodige og trafikulykker sker konstant. For nyligt var der en bus, der puffede min lejede Toyota helt over mod kantstenen. Det gav lidt buler og jeg måtte en tur på politistationen at afgive forklaring af hensyn til forsikringen. Politiet hernede er heldigvis meget hjælpsomme. Der er absolut ikke tale om nogen "politistat".

Men klog af skade har jeg nu selv købt bil.


Det er en Landrover Discovery årgang 1996.
Den tror jeg, det bliver knapt så nemt at flytte rundt med.

søndag, november 26, 2006

Billeder fra den nye lejlighed

Som det ses, er møbleringen i dagligstuen fortsat list mangelfuld; men man kan da sidde ned.


Men møbleringen i rummet ved siden af klares selvfølgelig nemt - sådan for det næste par uger.


Jeg synes selv, det ser rimeligt ud når man tager i betragtning, det er et plastik-træ. Desværre er lyskæden lavet lidt alternativt, så det er endnu ikke lykkedes mig at finde en transformer til den.


Og heldigvis er nisserne flyttet med herned. Det er nu også ret nødvendigt for at komme i julestemning når vejret er som en dansk sommer.




Jeg var heldig at finde nogle møbler til spisestuen relativt billigt. Så er det ganske vist også et konferencebord i stedet for et rigtigt spisebord; men det gør da samme gavn. Og naturligvis er der også lidt julepynt.

Her et kig fra entreen.


Og her ser man så min "næsten antikke" kommode. Jeg antager, den er produceret i Kina eller Indien; men den gør da gavn og pynter også.


Og endelig et kig henover selve bordet.


Så nu mangler jeg kun at få den sidste plastik af stolene samt lidt på væggene for at blive færdig med spisestuen.




Den 12. december kom der gardiner op. Her fra stuen - som det ses ved aftentide. Gardinerne i spisestuen er magen til.



Jeg har valgt dem kortere på kontoret.



Og i soveværelset er der kommet blomster på. Gardinerne i gæsteværelset er magen til.






Billede fra entreen. Døren til højre går ind til stuen mens døren ret fremme går ind til den store fordelingsgang. Modsat er det buede vindue i karnappen. Her er plads til en stol og et lille bord - eller hvad jeg nu finder på.


Udsigt fra tagterrassen



Pia i stuen


Gæstetoilettet (med brusebad) ved stuen













Parti fra et af værelserne




Et af de andre badeværelser

Jeg skulle lige forsøge at få det smukke gulv med.


Der er 5 værelser - incl. stuen, som faktisk består af 2 rum.
Desuden 3 badeværelser, et stort køkken, et pænt og møblerbart indgangsparti samt nogle gode - visse steder også møblerbare - gangarealer. Hertil kommer selvfølgelig tagterrassen, som strækker sig over hele huset.

Lejligheden er meget lys og rummelig, så får de den sat i stand i en fart som lovet, vil den bestemt blive et godt sted at komme hjem at slappe af om aftenen.

fredag, november 24, 2006

Den nye lejlighed

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget!

Jeg syntes, jeg havde gjort noget af et fund med den lejlighed, jeg skulle have haft; men mon ikke hele 1. salen samt den gigantiske tagterrasse i dette hus slår det?


Så nu bliver der rigeligt med plads både til at have separat kontor og et permanent gæsteværelse. Jeg har aftalt med Pia, at jeg forsøger at få en aftale med agenten, så vi kan følges ad derhen i morgen eftermiddag at se nærmere på den. Der er nogle ting, der skal laves, og den trænger til en grundig omgang rengøring. Shirley, den engelske agent, som formidler udejningen, mener, den kan være parat om 2 uger. Så skal der arbejdes!

Jeg tager målebånd med, så jeg kan få taget mål til gardinerne. Og kamera!

Der er møde i "dameklubben" på tirsdag. Jeg tror ikke, jeg får tid at tage med denne gang, for det er i arbejdstiden; men jeg vil lige spørge, om der evt. er een af de andre, der har en symaskine, jeg kan låne til at sy gardiner. For jeg står jo nu med lidt af et luksusproblem: At møblere hele lejligheden og tagterrassen indenfor budgettet (Godt 30.000 kr.)

Huset ligger lige bag Sultan Qaboos sportspalads, hvorfra man svagt kan ane lysene her. Og som det ses, er der en lille park lige overfor huset.

Jeg har været ude at prøve at finde den nemmeste vej derfra til arbejde, og det ser ud til at være den nye, 4-sporede sydlige motorvej. Naturligvis med nyplantede træer langs siderne!

Jeg stoppede op ved en parkeringsplads for at snuppe et par billeder (Den hvide bil på billedet er min - nu en HondaCity). Herunder ser man ud mod bugten. Hvis I forstørrer billedet, kan I se vandet i baggrunden. Det grønne er selvfølgelig den store 6-sporede motorvej, Sultan Qaboos Street.

Og da vi nu er i nærheden af sportspaladset, og meget i den nye kultur er engelsk-inspireret, er der en kricket-bane her.

Farvel til lejligheden

Det er nu den 22. november, og jeg har været henne at kontrollere lejligheden her til morgen: Den så ikke ud til at blive parat til den 1., så Sasha har kontaktet udlejeren, og det viser sig, at den for længst er lejet ud til anden side - uden at vi har fået noget oplyst. Godt jeg havde været lidt sent ude med at få syet gardiner; men køleskab, seng og meget andet kommer - dertil! - den 1. og jeg har hele mit værelse i gæstehuset fyldt med gryder, potter, pander, pocelæn, støvsuger, bord, stole og meget andet.

Det virker lidt underligt efter nu i så lang tid at have gået og kigget til lejligheden hver uge og rigtig lagt planer omkring indretningen, så det var ikke nogen god besked.

Heldigvis ser det ud til - boligmanglen til trods - at der måske kan være en anden lejlighed lid længere væk til indflytning om 2 uger. Jeg håber at få mulighed for at se den i morgen.